Forældreinfo

Vi åbner kl. 06.30. Mellem kl. 06.30 og 07.00 afleveres børnene i køkkenet, hvor de kan få morgenmad, hvis ikke de har fået mad hjemme. Hvis børnene skal spise morgenmad, skal de være her senest kl. 6.55

Når klokken er 08.00, er der en voksen på hver stue, så kan børnene afleveres på egne stuer.

Om formiddagen er der forskellige aktiviter. Hvis vejret er godt, er vi udenfor.
 
Vuggestuerne spiser frokost kl. 10.45. De to andre grupper spiser mellem kl. 10.00 og 12.00.
Vuggestuebørnenes frokost er mandag grød eller suppe, de øvrige dage rugbrød.

Efter frokost er børnene på legepladsen eller sover til middag efter behov.

Mellem kl. 14.00 og 15.00 får alle vuggestuebørn 0-3 år et eftermiddagsmåltid, hvortil de får mælk.

Børnehavebørnene  3-6 år har deres egen frugt med.

 

Vi er på legepladsen hver dag, så derfor er det vigtigt, at børnene har tøj med til al slags vejr.

Husk også skiftetøj som lægges i barnets garderobe.

Vådt tøj tørres ikke i tørreskab, da vi af miljømæssige hensyn sparer på energien.

Af hensyn til at kunne bevæge sig sikkert, ønsker vi, at børnene som indesko har skridsikre sokker eller skindsko på.

Barnets navn skrives i alle løse dele såsom jakker, huer, vanter, madkasser m.m.

Legetøj må ikke medbringes. 

 

Selv om børnene er glade og trives godt i institutionen, kan vi ikke erstatte jer forældre.

Børn har brug for far og mor, så det er vigtigt, at I holder ferier og fridage med jeres barn.

Når I holder ferie og fridage vil vi gerne have det at vide i god tid.

På barnets fødselsdag hejser vi flaget og bager boller sammen med fødselsdagsbarnet.

Fødselsdagsbarnet er velkommen til at tage lidt med til at pynte bollerne med.

I forbindelse med forskellige aktiviteter og ture deles børnene op på tværs af grupperne.

Det er vigtigt for de fleste børn, at de er her, når de planlagte aktiviteter starter, læs derfor altid månedsplanerne, som er sat op på døren.

Gåture foregår fortrinsvis i nærområdet og i Hedeland.

Når vi tager på længere ture, er det med 4-6 børn og to voksne, så får alle en oplevelsesrig tur.

Inviteres vi på besøg  hjemme hos jer, er det som regel kun børn fra samme aldersgruppe, der tager af sted.

På maddage medbringer børnene råvarer efter aftale med personalet. 

Vi tager mange digitale billeder, som kan ses på stuerne som diasshow. 
Hvis I medbringer en usb nøgle, har I mulighed for at få billederne af jeres barn med hjem.


Det er vigtigt, at I husker at lukke lågen ind til legepladsen, og at I kun lukker jeres egne børn ud.

Vi lukker kl. 17.00 mandag - torsdag og kl. 16.30 om fredagen. Når I henter jeres børn, skal I være her så tidligt, at I kan nå at klæde børnene på og være ude ad døren henholdsvis kl. 17.00 og kl. 16.30.